Det vi ikke taler om

Nogle ting kan være svære at indrømme. Nogle gange vil vi gå uanede længder for ikke at se virkeligheden i øjnene. Jeg vil gerne stille mig op som den første og proklamere, til offentlig skue for alle og enhver, at jeg har ignoreret realiteternes brutale vilkår længe nok. Hvornår det startede, husker jeg ikke præcist, men det er år siden nu. Mit sind lukker af og spreder en uigennemtrængelig tåge ud for mig når jeg forsøger at rede trådene i hændelsesforløbet ud. Gennem årene har venlige såvel som ondsindede sjæle stukket til emnet, og jeg lærte hurtigt at slå det hen med overlegen latter eller et dryppende spydigt kontraangreb i verbal form. Stikpillerne ramte mig, dybt og smertefuldt, men jeg valgte at overse dem.

Det er slut nu.

Jeg tilhører en speciel race. Gennembruddet kom med en artikel på Videnskab.dk der fik fodfæstet til at forsvinde under mig, og verden til at krybe sig sammen til en lille, sort plet et sted derude, afskåret fra mig. Væggene i rummet krøb langsomt sammen og til sidst, da jeg nåede til kernen i artiklen, måtte jeg bryde sammen i lettelsens gråd over nu endelig at tilstå at jeg ikke er som alle andre og samtidig have videnskabens ord for det. Over endelig at kunne stå frem som anderledes:

“Hej. Jeg hedder Heine, og jeg er rødhåret.”

Artiklen handler om at rødhårede reagerer anderledes på smerte end folk med andre hårfarver. F.eks. er vi (suk) mere følsomme over for kulde. Vi får mere ondt i tænderne (det har jeg altid sagt!) og er, ganske logisk, mere bange for tandlæger(!).

Nu er menneskets genetiske arvemateriale som bekendt ikke fuldstændigt klarlagt endnu, men jeg tror næppe det stopper her. Som kernen i artiklen netop påpeger, så ER rødhårede ganske enkelt anderledes end andre mennesker. Det er derfor fuldstændigt rationelt at tro at vi reagerer anderledes på en masse andre områder også. At vi i bund og grund er lidt mere følsomme.

Og så er vi fremme ved det der er min pointe med denne ordstrøm: Jeg er genetisk disponeret for kværulanteri. I kraft af min hårfarve er det naturligt accepteret – ja, decideret forventeligt – at jeg brokker mig lidt mere end andre mennesker; at de små ting går mig lidt mere på; at jeg er lidt mere gnaven, hidsig og humørsyg. Videnskaben har simpelthen skænket mig en vaskeægte blåstempling af at være et brokhoved af dimensioner, og endegyldigt fået mig til at acceptere den jeg er.

Det er okay.

Jeg er rødhåret.

(Sådan da.)

They say apathy kills, but what do I care

Jeg tænker at jeg hellere må løfte sløret for hvordan det egentlige arbejde er nu da jeg har været i gang en uges tid, så I kan trække vejret igen.

Lad det være sagt med det samme: Det er marginalt mindre selvmordstankefremkaldende end de første fem ugers pinefulde undervisning. Marginalt.

Den overvejende årsag til dette er at jeg oppe i mit hoved har skabt en fiktiv konkurrence med mine nye kollegaer om hvem der kan løse flest sager, hvilket naturligvis har aktiveret mit ellers slumrende dårlig taber-gen. Derfor sidder jeg og koncentrerer mig det meste af dagen – hovedsageligt om at finde de sager der er nemmest og hurtigst at løse, men lad nu det ligge – og når man er mentalt optaget (i stærk kontrast til undervisningen) flyver tiden jo af sted. Det er klart at jeg ikke har fortalt andre om konkurrencen eller de små tricks jeg bruger, for “det er jo ikke meningen at man skal sortere i sagerne,” siger de store chefer. Man skal tage den næste i rækken… I know. I don’t.

En anden også væsentlig årsag er at jeg for det meste kan passe mig selv og ikke skal konversere med andre mennesker hvis jeg ikke vil (jeg har altid været så skide social). Når det er sagt, så må jeg dog hellere indskyde at stemningen på kontoret er rigtig hyggelig. Der er plads til at gå lidt rundt og snakke, hente sin kaffe og generelt bare tage det stille og roligt. Det benytter jeg mig selvsagt også af i passende mængder, og indtil videre har ingen af cheferne påtalt det. Om det ændrer sig med tiden, ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad for det hele er så evindelig ligegyldigt med det her job. Det er som om jeg ikke helt tager det så seriøst som alle de andre…

Betyder det at vi er færdige med at snakke om arbejde? Det håber jeg ved gud. I stedet vil jeg gerne benytte lejligheden til at fortælle om to ting der absolut ikke har nogen relevans eller sammenknytning til noget som helst andet. For det første har jeg erfaret at de pølsehytter der står overalt inde ved centrum, er ejet af den russiske mafia (takket være Artsy Fartsy-Anne). Så der handler vi ikke mere. Ikke at jeg nogensinde har købt deres klamme pølser jo, det er klart… Ahem.

For det andet kan jeg fortælle at mine roomies tydeligvis er begyndt at tage deres huslige pligter seriøst. I går kunne jeg se at nogen har fejet gulvet i køkkenet. En herlig gestus, ikke sandt, og jeg blev overordentligt glad da jeg så det. Lige indtil jeg opdagede at snavset ikke var blevet fejet op, men blot deponeret pænt ovre i hjørnet, bag muren og næsten ude af syne.

Jeg giver op.

 

Bare en lille smule harm

De satte sig ved bordet overfor, det midaldrende ægtepar. Briter, efter alt at dømme. Deres samtale druknede i baggrundsstøjen; ikke at de sagde meget til hinanden. Det eneste jeg kunne tyde, var: “I hadn’t realised this place was vegetarian…” “Oh,” svarede konen. Femten sekunder senere tog de overtøjet på og forlod restauranten igen.

Der sad jeg så og havde lige nydt det ubetinget bedste måltid jeg har fået i Prag, og følte mig en lillebitte smule harm over visse menneskers snæversynethed og generelle tilgang til livet.

Jeg håber de blev kvalt i den plankebøf – gennemstegt til usmagelighed, naturligvis – som de fik serveret en halv time senere.

 

Små ting fra hverdagen der undrer mig

Der er så meget jeg ikke forstår. Faktisk er der rigtig, rigtig meget, og det ved enhver der kender mig. Dette indlæg er dedikeret til nogle af de ting.

En eller anden, forklar mig venligst følgende…

• Hvad er logikken bag parfumeret toiletpapir? Bliver anus særlig glad for lavendelduft under/efter rengøring? Er det ren endetarms-eufori for krans-entusiaster når lysthullet dufter af syntetisk blomst?

• Hvorfor er der et kamera ude på vores badeværelse? Hvem benytter sig af det, og hvornår? Er en af mine samboer i færd med at tage frække billeder eller er det en form for perverteret overvågningskonstellation? Burde jeg kigge på billederne på kameraet?

• Hvor forsvinder mine bananer hen når jeg tre dage efter at have købt en pakke, hvoraf jeg selv kun har spist to styks, må konstatere at de tilsyneladende ingen steder i køkkenet er at finde? Er det en slags omvendt funktion af det faktum at jeg går ned med skralden på daglig basis, hvilket via uransagelig logik belønnes med bananhapsning?

• Undrer de andre sig aldrig over hvor toiletpapir kommer fra? Eller er denne uudtalte undren netop forklaringen på overvågningskameraet på toilettet?

Nogle undrer sig over livets opståen, hvorfor vi er her og hvad meningen er med det hele. Min undren er tydeligvis langt mindre raffineret af natur, men ikke desto mindre væsentlig. Blev der sagt.

It’s the small things in life

Mens jeg skriver disse ord, i mit dertil oprettede Open Office-dokument, sidder jeg på min nye yndlingscafe i Prags bymidte. Gemt væk i en afkrog, prisværdigt befriet fra turistmasserne og modebutikkerne, finder man denne lille perle hvor lokale såvel som expats bliver budt velkommen med friskbrygget kaffe.

Kaffen er karakterløs, min panini (hvad er der i vejen med sandwich?) er intetsigende og kedelig at best, udsigten fra cafeen er mildest talt grå og trist – hvilket dog muligvis skyldes vejret – men servitricen, der i øvrigt smiler lige så meget som en irakisk krigsfange under amerikansk tortur, har enorme bryster og tydeligvis intet imod at vise dem frem, vurderet ud fra hendes dristige påklædning og indbydende holdning når hun serverer kaffen.

Få ting forsøder tilværelsen som frit udsyn til en svulmende barm. Det har jeg altid sagt.

Kære guder, det er okay; jeg kæmper også forgæves

Der er kun gået en uge siden den ukrainske rengøringsdame (som talte meget lidt engelsk. Og så meget fræk ud) var her, og alligevel ser det ud som om at nogen har leget anal-bukkake på vores gulv. Jeg fatter det ikke. Og jeg fatter slet ikke hvordan mine to teen-roomies kan efterlade køkkenet i den stand de gør – og så på daglig basis. Beskidte gryder i stabler over det hele, en vask fyldt med beskidte tallerkener, kopper og bestik samt adskillige madrester der har stået natten over. Det er tydeligt at se hvem der er vant til at bo hos mor, og hvem der har sagt farvel til det liv for længst. Og så nævner vi slet ingen navne.

Faktisk diskuterede vi for nylig emnet ‘at bo hos sine forældre kontra at flytte hjemmefra’, for det deler åbenbart vandene i dette hjem. I dansker-lejren er der bred konsensus om at man gerne vil væk fra mors kødgryder i en fart for at lære at stå på egne ben og vise at man er opgaven voksen, mens den fransk-talende delegering klart foretrækker at snylte på mor og fars penge så de har råd til at rejse (deres egne ord) og købe smart tøj (min fortolkning). “I hvert fald så længe jeg studerer,” sagde hun og forsøgte (forgæves, i mine ører) at lyde overbevisende. Jeg spillede forsigtigt kulturforskelle-kortet, men det blev afvist prompte. Det havde i hvert fald intet med sagen at gøre. Alle dem hun kender derhjemme, bor altså også hos deres forældre mens de studerer. Aha. Der afkræftede hun jo på ganske effektiv vis den teori…

Så blev SU’en bragt på banen, og hun ville da også klart flytte hjemmefra hvis hun fik sin husleje betalt, det var helt sikkert, og bla bla bla… Jeg husker ikke hvordan diskussionen endte, men blot de opgivende blikke Anne og jeg fik sendt hinanden i løbet af den, mens vi med stigende frekvens søgte tilflugt i alkoholens varme og trygge omfavnelse.

Gæt selv hvilken lejr der synes det er ganske normalt at ryge hash på en helt almindelig hverdag. I lejligheden. Midt på eftermiddagen.

Hockey, hasardspil og havregrynskager

Jeg beklager de manglende opdateringer det sidste stykke tid, men jeg har haft herremaje travlt. Mest med øl, men det tæller vel alt sammen.

Nu skal jeg kort opridse hvad jeg har oplevet (som jeg kan huske) de sidste par uger:

Jeg har været til mit livs første hockey-kamp og kan nu endegyldigt konstatere at sportstosser på tværs af sportsgrene og landegrænser er lige kamp-tonedøve og ukreative med deres slagssange. Lålålå fungerer fint uanset hvem der spiller og hvilken form bolden har. Ingen grund til at bruge mere tid på det. I øvrigt måtte jeg stirre på cheerleaders i næsten tre hele perioder inden der skete noget spændende på banen i form af en længe ventet men svært skuffende tøse-slåskamp. Så slå dog igennem, bamsefar! De tjat der slår sgu ikke nogen tænder ud.

For nu at blive i sportens verden kan jeg fortælle at jeg for første gang har spillet på oddset (er det ikke det det hedder? Eller er det kun i DK?) fordi jeg fik et tilbud I couldn’t refuse. Tyrkisk kollega med hipster-brille foreslog følgende scenarie for Hollandsk kollega og jeg: Vi giver ham hver 50 CZK som han skal spille på nogle kampe. Hvis vi vinder, får han 50% af gevinsten; hvis vi taber, får Holland og jeg vores 50 CZK igen. Nu er jeg ikke noget matematisk geni, men så vidt jeg kan regne ud er det en win-win-situation for os. Det der især undrer mig, er at Hipster-tyrker normalt er en yderst velbegavet og fornuftig mand, men denne strategi er næppe helt gennemarbejdet fra hans side. Han virkede også noget usikker i mælet under forhandlingerne… Hvad gruppepres ikke kan udrette! Vi tabte dog, og Holland og jeg fik pengene igen, hvorefter Hipster-tyrken nægtede at spille mere med os under samme (ellers glimrende) betingelser. Den efterfølgende hårde indsats for at overbevise ham om værdien ved spilleglæde og den helt enorme økonomiske gevinst han kan vinde, virkede ikke efter hensigten. Ej heller gjorde tilbuddet om at forhøje satsen til 60%. Han må have regnet på det i mellemtiden.

Her på månedsdagen for min ankomst i Prag finder jeg det passende at afsløre at mit ophold nok ikke bliver helt så langt som først antaget (med mindre noget meget uventet sker). Jeg regner stærkt med at indfinde mig på dansk jord igen til sommer. Grundene er flere, men der er én altoverskyggende årsag som gør Danmark og lille Aalborg til det sted jeg allerhelst vil være: Der er en jeg gerne vil hjem til. Hun har sendt en pakke herned med en guide til Prag, hjemmebagte havregrynskager og et parfume-stænket, håndskrevet brev. That’s a keeper. Men det har jeg jo længe vidst.

Får jeg så også 72 jomfruer?

Det var Hassan! Det var ham der gjorde det! Jeg siger det bare nu så I kan opklare sagen hurtigt og nemt og få galningen indespærret.

Jeg har en kollega der ikke altid er den hurtigste. Faktisk er Hassan nok lidt langsom, for nu at sige det så politisk korrekt som muligt. Samtidig er han, tilfældigvis, muslim. Under en samtale med en hollandsk kollega spurgte han, har jeg ladet mig fortælle, om det var Holland der gjorde grin med deres profet med de tegninger der. Hollandsk kollega har glimrende humor og informerer pænt muslimsk kollega om at det var Danmark der stod for den, mens han peger over mod mig. Efterfølgende fortæller han Hassan at jeg kender tegneren personligt da han er en af min fars bekendte.

Nu kender jeg ikke Hassan særlig godt… Og jeg er ikke typen der dømmer folk… Men hans sproglige niveau og tilsyneladende generelle mangel på begavelse foranlediger mig til at tro at han ikke er den store debattør, hvorfor jeg ikke kan lade være med at fundere over om han mon tropper op i morgen iklædt dynamitstænger og detonator for at sprænge mig i småstykker.

Jeg hader at jeg aldrig fik købt den t-shirt med Muhammed-tegningerne på.

This town ain’t big enough for the one of me

Så fik jeg bevist at man godt kan oprette en bankkonto selvom bankrådgiveren snakker et horribelt engelsk (her words, not mine). Jeg tror på at den eneste grund til at det lykkedes var at jeg charmerede hende hele vejen igennem processen med min uimodståelige, legesyge humor og mit maskulinitetsosende udseende. Til sidst, da jeg forsøgte at sige tak på tjekkisk, smilede hun så øjnene funklede som små stjerner på den natsorte himmel, livligt illustreret ved hendes sorte hårpragt, hvorefter hun med et frækt glimt i øjet udtalte ordet korrekt og brød ud i en hengiven latter der tydeligt viste hvor fascineret og betaget hun var af min altid dragende personlighed.

Jeg tror ikke Prag kan absorbere så meget voksencharme i én person.

Letpåklædte damer og tyk mad

Nu har jeg været 13 dage i Tjekkiet og så synes jeg bestemt det er på høje tid at jeg giver mit besyv med på nogle fænomener jeg har observeret her. Der er et par ting vi skal have lært tjekkerne, men nu skal I endelig ikke tro at jeg med dette indlæg vil glorificere det danske samfund; vi har bestemt også fejl og mangler. Tjekkiet har bare flere.

For det første skal vi lære tjekkerne at de skal samle deres forpulede møgdyrs ekskrementer op når disse skider på gader og stræder (og, tro mig, det gør de. Over-fucking-alt). Det er åbenbart helt normalt at lade lorten ligge, og det er sgu bare en anelse upraktisk, synes denne forvænte dansker, fordi det betyder at jeg ikke tør løfte blikket fra jorden når jeg går rundt i byen, hvilket kun fører til at jeg ser lige så sur, gnaven og asocial ud som alle tjekkerne. Hvilket leder mig elegant videre til næste punkt…

Hvorfor ser alle tjekkerne så sure, gnavne og asociale ud? Så smil sgudda! Jeg ved da godt at kommunismen tog jer hårdt bagfra, og at jeres økonomi er helt af helvedes til, men det har vi vel alle sammen prøvet. Get over it. I øvrigt er jeg nu adskillige gange blevet tiltalt på tjekkisk, og det må jo betyde at de lokale ikke kan se jeg er et fremmedelement her. Er ikke klar over om det er godt eller skidt…

Vi skal også have lært tjekkerne en ting eller to om god madkultur (hvem sagde eurocentrisme?). Et halvt kilo kød, tyk sovs, en smule salat og en kurvfuld brød konstituerer på ingen måde et ordentligt måltid, men det er ikke desto mindre hvad man får serveret her, hvis man ikke tænker sig grundigt om inden man bestiller. Det kan den skarpe læser jo så regne ud at jeg ikke har, og det er også delvist rigtigt… Men jeg er knap så velbevandret ud i det tjekkiske sprog, og med den gennemsnitlige tjekkes begrænsede engelskkundskaber er det en anelse udfordrende at bestille mad – men til gengæld altid spændende! Med til historien hører også at vi får serveret middagsmad på det hotel hvor undervisningen foregår, og det er hovedsageligt disse retter jeg baserer min kritik på. Muligvis har jeg bare været uheldig, men det tror jeg faktisk ikke. Anyways, så siger jeg ikke ‘nej tak’ til gratis mad. Det er en principsag. Eller noget med at være nordjyde.

Pigerne hernede skal i øvrigt lære at klæde sig ordentligt på. Jeg får sgu helt ondt af dem når de render rundt med bare ben, men det er tilsyneladende kutyme her. De må jo fryse, staklerne, og man får mest lyst til at købe en varm kop kaffe, en muffin og et tæppe til dem som de kan pakke sig ind i og varme sig på. Jeg er ikke sikker på det er deres hensigt at vække den slags lyster.

Hvis en eller anden lige gider at smide indlægget her igennem Google Translate og sende det til en tjekkisk avis, så er jeg sikker på vi får løst problemerne til på mandag.

Og overskriften? Tja, det sælger jo, det skidt.